onsdag den 30. december 2009

Confused

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal forholde mig til længere med noget som helst.
Jeg føler mig vildt forvirret og kan slet ikke fokusere på noget. Som om min hjerne er gået lidt på stand-by.
Alt føles uoverskueligt.
Aftaler man tror man har, men som man alligevel ikke har, fordi man ikke selv kan holde dem eller fordi andre ikke kan.
Det går mig på.
Min barndoms veninde fødselsdag er imorgen. Først tror man at man skal ned og have kaffe ved hende om formiddagen og så senere tager vi alle sammen op til os og holder kæmpe nytårsfest.
Så skriver man til hende for at hører lidt nærmere også tager hun i stedet hjem til hendes mor for at spise. Great >.> selv hendes forældre var jo også en del af denne aftale, så ser ikke lige hvorfor.
Når man skriver til hende går der næsten to dage før man får svar.
Jeg er træt af at være midter person nogen gange. Det gider jeg simpelthen ikke længere.
Hun har ikke en gang inviteret os ned til kaffe eller noget, så ved intet.
Hun må altså snart sejle i sin egen sø, men samtidig er hun jo min bedste veninde eller det er hun som sådan ikke rigtig længere.
Hun flytter snart og tvivler sku næsten på at hun kan holde kontakten, for ja, jeg er jo som sagt træt af at altid er mig der tager kontakten.
Jeg kommer til at blive endnu mere ensom, hvis jeg bliver boende her når hun er flyttet. Jeg skal selv væk.
Men samtidig har jeg ikke overskud eller råd.
Jeg er ikke god nok.
Og er nu under de 50 kg. er på 49 kg. men føler ingen forskel, og det bliver værre og værre for hver dag. Jeg bliver ved med at sige at imorgen må jeg godt prøve at give slip og nyde mad og alt det usunde. Men i sidste ende kan jeg jo ikke.
Alt skal være under kontrol før det fungere.
Hvorfor kan jeg ikke se noget på min krop?
Og hvorfor er jeg blevet så besat af at mine knogler skal stikke så meget frem før jeg er tilfreds?
Det er kun mine ben der skaber dilemma for mig lige nu. Synes stadig de er alt for store og gerne lige på skrumpe et par cm mere.
Folk blander sig for meget. De tror det hjælper, men de ser ikke at det faktisk bliver værre.
Hvor længe kan jeg blive ved med at snyde folk?
Inderst inde ved de det sikkert godt, men vil ikke konfrontere mig, og kan de jo heller ikke eftersom jeg har den alder jeg har.
Alt føles bare som en lang ensformig mørk vej til døden for mig. Det er vel det jeg bare går og venter på?
At jeg til sidst ikke kan holde mig oprejst, får et hjerte anfald og må blive indlagt.
Men det sker ikke. Er jeg for stærk og stædig til. Det ville måske være bedre, men jeg nægter at give op.
Og jeg tør næsten heller ikke at satse på noget kærlighedsliv længere. Her er ingen i denne skod by. Det ville være rart at finde en der vil kunne forstå mig, uden at belærer mig om alt hvad jeg gør forkert. Acceptere mine sygdomme som det.

He will never be mine

The more I loose the bigger I feel
When will it end?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar