onsdag den 20. april 2011

Towards the end

Ja jeg har virkelig næsten opgivet alt. Tror den eneste grund til at jeg bliver ved med at prøve er pga. min veninde Mette. Hun er den eneste der holder mig kørende.

Jeg bliver ved med at prøve at spise "normalt" men jeg kan bare ikke for som det skete i dag stod jeg med to finger i halsen og kastede det alt sammen op igen i 20 min.
Jeg har derfor besluttet mig at holde op med at prøve på det, og det bliver nok svært for de andre at acceptere men det bliver de altså nød til, for som det ser ud lige nu bliver det kun værre hvis jeg bliver ved med at tvinge min krop til noget den/jeg ikke vil bare fordi andre synes jeg skal.
For det er sku heller ikke nogen ordentlig måde at leve på.

Ellers er alt fredeligt nok i min nye lejlighed. Jeg troede egentlig mange af mine problemer ville forsvinde, men min psykolog havde ret i at de er flyttet med mig. De sidste to nætter har jeg drømt at jeg har skåret i mig selv flere gange og foran andre fordi jeg ikke kunne holde det ud længere.
Derudover har jeg fået skrevet en mail til min far som forklare lidt nærmere hvordan jeg går og har det. Han har taget en del afstand og ikke rigtig har villet snakke ordentligt med mig. Ved ikke om han er skuffet eller bare ikke ved hvordan han skal reagere.
Min læge har sagt at jeg holder "for" meget af min far. Så meget at jeg er bange for ham. Det er simpelthen fordi jeg vægter min fars mening alt for højt til hvad jeg er i stand til at præstere.
Ellers er han i sig selv blevet meget mere tilbageholden og taget afstand fra hele familien. Os børn har ham mistænkt for at være rigtig syg og at han ikke fortæller noget om det. Ikke en gang mor som også har lagt mærke til hvor fraværende han er blevet.
Han har været meget syg og rystende på det sidste. Været rigtig mange gange ved lægen og jeg frygter det værste fordi jeg netop er i den situation at jeg har det underlige forhold til ham.
Jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op og er græde færdig. Jeg har endda også skrevet en mail til ham at jeg gerne vil vide hvis der er noget men han svare ikke.

Jeg har heldigvis fået lov til fra horsens kommune at fortsætte min praktik hos min fars ven søren. Jeg er meget lettet og skrev også en mail til ham og forklaret ham lidt nærmere hvad jeg går og slåsser med. Jeg troede det ville skræmme ham lidt væk når jeg fortalte ham om min spiseforstyrrelse og det at jeg ikke kan have for meget nær kontakt. Tværtimod var han åben og accepterende og kunne genkende meget af min dårlige oplevelser med f.eks. min skolegang, da han også selv var nederst på ranglisten.
Det var også en af de grunde til han rigtig gerne ville hjælpe mig.
Han kaldte sig endda min "far" i går fordi han gerne vil passe på mig. Det er meget sødt, men det er nu ikke lige det jeg har brug for. Jeg har brug for at min egen far vil snakke ting igennem med mig.
Så jeg rettede ham til at han kunne være min papfar.

She's lost in the darkness
Fading away
I'm still around here screaming her name
she's haunting my dreamworld trying to survive
my heart is frozen I'm losing my mind
Help me I'm buried alive!