fredag den 30. september 2011

Wondering why...

Jeg undre mig virkelig mange gange over hvordan man kan have så meget selvhad til sig selv, som jeg går og har.
Men når man så begynder at tænke alle ens minder igennem, helt fra barndommen og op til hvor man er nu, undre det mig ikke.
Men derfor irriterer det mig alligevel voldsomt at jeg aldrig kan elske mig selv.
Jeg har de sidste to dage prøvet at snakke lidt mere om det med min mor, men der er altid et eller andet der afbryder os og så kommer jeg lidt fra de ting jeg egentlig gerne vil fortælle.
Som min søster også sagde til mig på et tidspunkt så kan man jo lige pludselig godt som familie medlem til mig føle at det er "deres skyld", men det er ikke sådan de skal opfatte det. De ting der er sagt og gjort i årenes løb har mit hovede bare opfattet anderledes og derfor taget det endnu mere til mig og jeg er i forvejen meget påvirkelig og følsom på nogle punkter.
Og når man siden barndommen er nærmest psykisk blevet voldtaget af mobning, kvælning og i forvejen dårligt selvværd fordi man er perfektionist gør alt ondt på mig næsten.
Jeg vil virkelig gerne fortælle mine forældre det og helst hver for sig fordi jeg ved de reagere på hver deres måde. Mor er lidt nemmere at sige nogle ting til, og tror det bunder grund i at det var hende som kom til mig og sagde NU SKULLE DET STOPPE! ellers ville hun indlægge mig.
Når jeg sidder med far bliver jeg meget tavs for hans reaktion og vide hvis jeg gør ham ked af det eller skuffer ham på nogle punkter gør mig endnu mere "syg". For hans forventninger til mig har altid betydet meget men er samtidig også en grund til jeg er hvor jeg er.
Så mange tanker og personligheder giver hovedpine og larmer.

Nåh men udover det er en skod dag hvor jeg bare sidder og tuder har jeg været ude at trøste shoppe lidt, selvom det ikke hjalp. Men fik købt 3 stk. total cute halvhandsker, nogle hårspænder, en kjole, lang pink strik kjole og et par smækshorts. Plus en kaninbamse i genbrugsen sammen med kjolen så det var en billig omgang.
Så kan jeg nu sidde og tude i had og smerte til noget Dimmu Borgir!

Keep hating myself for every day that passes by.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar